Når juni bliver tør på sandjorden

Der findes et særligt øjeblik i de jyske landbrugsegne, hvor en tør forsommer går fra at være en bekymring til at være et problem. Det kommer ikke med et brag. Det viser sig i kornmarker, hvor bladene ruller sig sammen om eftermiddagen, i græsmarker, der holder op med at gro, og i kartoffelmarker, hvor rækkerne ikke lukker sig. På de grovsandede jorder i Midt- og Vestjylland kommer øjeblikket tidligere end de fleste andre steder i landet.

Jorden som vandbeholder

Forklaringen ligger i jordens evne til at holde på vand. En lerjord kan lagre store mængder vand i rodzonen, som afgrøderne kan trække på i flere uger uden regn. En grovsandet jord kan kun holde en brøkdel af det. Når fordampningen fra afgrøde og jord på en varm sommerdag kan nå tre til fem millimeter, er en sandjords reserve brugt op på kort tid. Derefter er afgrøden afhængig af, at der kommer nyt vand, enten fra himlen eller fra et vandingsanlæg.

Timingen er afgørende. De fleste afgrøder har perioder, hvor de er særligt følsomme over for tørke. For korn gælder det især omkring skridning og kernefyldning, hvor vandmangel går direkte ud over udbyttet. For kartofler er knoldansætningen kritisk, og vanding i den periode har desuden betydning for kvaliteten, blandt andet fordi en fugtig jord mindsker angreb af almindelig skurv. Græs reagerer hurtigt på tørke, men også hurtigt på vanding, og for mælkeproducenter på sandjord kan det være forskellen mellem eget grovfoder og indkøbt foder.

Vandet skal komme et sted fra

Det meste vand til markvanding i Danmark kommer fra grundvandet. Det er især i den vestlige del af landet, at markvanding fylder, netop fordi jordene er sandede og magasinerne store. En markvandingsboring skal kunne levere en betydelig vandmængde i timen i de uger, hvor behovet topper, og den skal kunne gøre det år efter år. Det stiller krav til både dimensionering af boringen, valg af filter og placering i forhold til de lag, der giver mest vand.

Samtidig er vandingen underlagt tilladelser, der fastlægger, hvor meget der må pumpes op om året. Tilladelsen er et loft, ikke et mål, og mange landmænd bruger langt mindre end tilladt i våde år og kommer tæt på grænsen i de tørre. Den variation er en naturlig del af markvanding på sandjord, men den gør det også vigtigt at planlægge vandingen, så de tilladte mængder bruges, hvor de gør mest gavn.

Planlægningen bygger ofte på et vandregnskab, hvor nedbør, fordampning og jordens vandholdende evne holdes op mod hinanden. Når underskuddet i rodzonen når et bestemt niveau, vandes der, typisk med omkring 25 til 30 millimeter ad gangen. Det lyder enkelt, men i en travl sommer med flere afgrøder, mange marker og begrænset kapacitet på anlægget handler det i praksis om at prioritere. Hvilken mark har størst gavn af vandet lige nu, og hvilken kan vente to dage?

Den prioritering er måske den mest undervurderede del af markvanding. Et anlæg og en boring skaber muligheden. Det er beslutningerne i de tørre uger, der afgør, om vandet bliver til udbytte.